VIN BATTLE !

Vin-Battle i Hørninghuset Mandag 16. november 2015.

Så var dagen endeligt oprindet.
Dagen som vi både havde set frem til med spænding og forventning, men også med en hvis ærefrygt.
For ca. et halvt år siden, udfordrede Peter Hørning vores private vinklub til et Vin-Battle.
Vi har aldrig tidligere prøvet noget lignende, men jeg tog omgående imod udfordringen !

Vores private vinklub blev grundlagt nytårsaften ved årsskiftet mellem 2006 og 2007.
Vi mødes ca. 5-7 gange om året, og skiftes til at lave noget mad, og finde på et vintema som vi dyster om.
Det er bl.a. de samme personer der også smager og “godkender” de vine der bliver tilbudt i Vinparken.
Jeg vil derfor efterfølgende for nemhedens skyld, kalde dette hold for Vinparken-holdet.

Flere af medlemmerne i vores private vinklub, har også i en årrække deltaget i diverse arrangementer i Hørningshusets Vinklub.
Også her er der vinsmagning-arrangementer 5-7 gange om året, og vi har deltaget i langt de fleste.
Manden der står bag Hørninghusets Vinklub, er Kok og Sommelier Peter Hørning.

Peter Hørning har ligeledes, sammen med nogle venner, deres egen private vinklub.
Jeg vil efterfølgende kalde dette hold for Hørning-holdet.
Jeg har tidligere erfaret, at det er nogle yderst kompetente herrer.
Hoved-profilerne i dette team, er Peter Hørning selv, og så 007 som jeg har valgt at kalde ham,
ganske enkelt fordi han er lige så dygtig som selveste James Bond, når han identificerer en vin.

Rammerne omkring dette Vin-Battle, var Hørning-Huset på Rodosvej på Amager.
Peter Hørning havde fremtryllet en fantastisk 5 retters menu.
Vi var 5 personer på hvert hold, og én person fra begge hold, medbragte en vin til hver ret.
Kravene til disse vine var, at de skulle passe til de valgte retter og koste minimum 300 kr.
Og så måtte en vin ikke være alt for “skæv” – Altså ikke alt for atypisk !
Vi havde således i alt 10 flasker vin som vi skulle dyste om.

Inden hver ret blev serveret, blev de 2 dertil relaterede vine fordelt mellem de 10 deltagere. (2 * 70 ml pr. mand).
Uret blev sat i gang, og begge hold havde så i alt 10 minutter til at bestemme de 2 vine.
Efter hver battle-runde blev der uddelt point efter følgende skema:

1 point for rigtigt LAND.
1 point for rigtig REGION/OMRÅDE.
3 point for rigtig APPELLATION/DISTRIKT.
2 point for rigtig DRUESORT
2 point for rigtig PRIMÆR SUPPLERENDE DRUESORT (HVIS BLEND)
2 point for rigtig ÅRGANG (1 point hvis buddet er et år skævt)
3 point for rigtig PRODUCENT.
3 point for rigtig BRAND/VINNAVN/MARKNAVN.
1 point for rigtig YDERLIGERE OFFICIEL TYPEBETEGNELSE.

Det er således teoretisk set muligt at opnå 18 point for hver vin,
men vi var fra starten, på begge hold enige om, at det ville vi ikke opnå.

Til den første ret battlede vi om følgende 2 vine:

VinA

VinD

Det var begge nogle dejlige vine.
Jeg har desværre ikke nøjagtige noter for hvor mange point Hørning-holdet scorede i de enkelte runder,
men i denne første runde fik de i alt 6 point
Vinparkens hold scorede 2 point på den første vin og 5 point på den anden vin. (Altså 7 i alt).

Vi nød efterfølgende disse vine til den første ret:
Lakse Soufflé med smørdampet Spinat og Urter –  Hertil hvidvin sauce.

Ret1

Det smagte intet mindre end fantastisk 🙂
Vi var flere der følte os tvungne til at tage dessert-skeen i brug, for at få alt saucen med. 🙂

Til den anden ret battlede vi om følgende 2 vine:

VinC

VinB

Igen nogle dejlige vine.
En af deltagerne fra Vinparkens hold har en søn der hedder Roar.
Så det var en del af årsagen til at han havde valgt at medbringe en vin med dette navn.
Brunello’en var stadig overraskende frugtig og Tannin-rig, sin alder taget i betragtning.
Vinparkens hold scorede 5 point på den første vin og 0 point på den anden vin. (Altså 5 i alt).
Efter denne runde var Vinparkens hold 2-3 point foran Hørning holdet.

Disse vine blev herefter nydt til:
Stegt Poussin med kraftig sky. Hertil Kartoffel-kroket og Forårsløg.
Desværre glemte fotografen i kampens hede, at tage et billede af denne ret.

Til den tredje ret battlede vi om følgende 2 vine:

VinF

VinE

Vi var igen ude i nogle rigtig gode vin-oplevelser.
Vi var 2 personer på Vinparkens hold, der mente at den første vin var en Cabernet Sauvignon.
Roar’s far skar dog igennem, og meldte at han var helt sikker på, at det var en Tempranillo fra Ribera del Duero.
Han fik desværre sin vilje 🙁
007, der havde medbragt den nederste af disse vine, “indrømmede” at det var en “skæv” vin.
Vinparkens hold scorede 0 point på den første vin og 2 point på den anden vin. (Altså 2 i alt).
Som følge af vores fejltagelse med den første vin, lykkedes det nu Hørning-holdet at tage føringen.

Vi nød efterfølgende disse vine til hovedretten:
Helstegt Kalvemørbrad med kalvesky toppet med Gåselever og piskefløde. Hertil Porre og Asparges i Bacon-svøb.

Ret3

Det er lige ved at jeg får tårer i øjnene, når jeg tænker tilbage på hvor godt det smagte.
Denne gang måtte vi have et stykke brød til hjælp, for at få alt saucen med 😉

Til den fjerde ret battlede vi om følgende 2 vine:

VinH

VinG

Jeg må tørt konstatere, at jeg bliver mere og mere forelsket i de søde vine.
Og ikke mindst dem der er lavet på druer med ædel råddenskab.
Der var her tale om en rigtig dejlig Sauternes, og den Tyske Auslese var intet mindre end fænomenal 🙂
Den havde en perfekt balance mellem syre og sødme der gik op i en højere enhed.
Vinparkens hold scorede 2 point på den første vin og 6 point på den anden vin. (Altså 8 i alt).
Begge hold havde nu lige mange point, så spændingen om udfaldet var stadig fuld ud til stede.

Vi nød efterfølgende disse vine til Bløde Oste:

Ret4

Til den femte og sidste ret battlede vi om følgende 2 vine:

VinI

VinJ

Igen et par rigtig gode vine til den søde side.
Vinparkens hold scorede 1 point på den første vin og 1 point på den anden vin. (Altså 2 i alt).
Dette var 1 point mere end Hørning-holdet, med det resultat at Vinparkens hold endte med at få en kneben sejr. 🙂

Vi nød efterfølgende disse vine til desserten:
Chokolade fondant med vanilje parfit.

Ret5

Igen havde Peter tryllet, og stablet en dejlig dessert på benene.
Og ja, naturligvis var konsistensen på chokolade fondanten lige som den skulle være 🙂

Det var en fantastisk dejlig aften.
Vi på Vinparkens hold, er naturligvis glade for sejren, da vi faktisk havde forventet at få en ordentlig gang bank.
Faktisk så glade, at det stadig er svært for os at få armene ned igen 😉
Men skulle Hørning-holdet have lyst til at bede om revanche på et tidspunkt,
er vi naturligvis med på at stille op igen en anden gang.

Tak for kampen !

 

 

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *