Er det bedre at købe billig vin ?

Er det bedre at købe billig vin ?

Well, der er ingen tvivl om, at det er billigere at købe billig vin !
Men der er jo så også dem der hævder at livet er for kort til at drikke billig vin.

Videoen herunder forklarer, hvorfor du sandsynligvis er bedre stillet hvis du køber billig vin.
Jeg synes på den ene side at indholdet af denne video er både tankevækkende og relevant,
men omvendt synes jeg også at den stiller nogle tåbelige spørgsmål og stiller nogle ting op på en underlig måde.
Så jeg vil efterfølgende tillade mig at give videoen et par kommentarer.

 Smager en vin der koster 5 gange så meget 5 gange bedre ?

Det er efter min mening et både dumt og naivt spørgsmål.
Nej, naturligvis gør den ikke det !
Men hvorfor skulle det dog også være anderledes for vin, end det er for stort set alt andet ?
Man kunne jo også spørge:
Kører en bil der koster 5 gange så meget 5 gange bedre ?
Igen må svaret være: Nej, naturligvis gør den ikke det !
Det er almindelig kendt og yderst logisk, at jo mere man vil forfine en ting, jo dyrere bliver det.
Og de sidste finesser er ofte dem der koster mest.
Og sådan er det også for vin.

Jeg synes at det er en interessant oplysning, at filmen Sideways havde så stor indflydelse på salg af vin.
Men jeg synes ikke at det på nogen måde kan siges at være overraskende.
Det beviser bare at mennesker påvirkes af medierne.
Og det vidste vi da vist godt i forvejen !

Jeg finder det ikke problematisk at Robert Parker og Jancis Robinson ikke har den samme smag.
Hvorfor skulle det være anderledes for professionelle vinsmagere end det er for os andre ?
Jeg abonnerer både på  www.erobertparker.com og på www.jancisrobinson.com
og jeg kan bekræfte at de langt fra altid er helt enige, men selv om man her har fundet et eksempel
hvor de 2 eksperter er meget uenige, så kan jeg tilføje, at det altså mere er undtagelsen end reglen,
at de er så uenige.

Man kan hævde, at netop det at smag og behag er forskellig fra person til person,
gør det nærmest umuligt at lave en point-skala der giver mening for alle.
Der er ingen tvivl om, at den mest anvendte skala lavet af Robert Parker,
klart favoriserer kraftige og mere komplekse vine, og det har jeg det personligt fint med,
da det som udgangspunkt også er den type vine som jeg finder mest interessante.
Men hvis men i bund og grund bedst kan lide en let tilgængelig marmeladevin,
så er der naturligvis ikke det mindste galt i det, men så må man bare konstaterer,
at så kan man ikke lade sig vejlede efter Parker skalaen.

Jeg er enig i, at en blindsmagning kun giver virkelig mening, hvis den rent faktisk er blind.
Vinsmagerne skal naturligvis ikke på forhånd vide prisniveauet på det der skal smages.
Omvendt finder jeg det ikke overraskende, at mennesker har tendens til at give en vin flere point
alene fordi de har fået at vide at prisen er høj !
Det er jo ganske enkelt den velkendte placebo effekt der spiller os et puds her.

Når vi smager og vurderer vine her i Vinparken, så gør vi det altid 100% blindt !
Vinsmagerne kender hverken pris eller druesammensætning eller noget som helst andet på forhånd.
Og det er resultatet af disse smagninger, der bestemmer hvilke vine vi udbyder i Vinparken.

Det er min personlige erfaring, at der helt klart er sammenhæng mellem pris og kvalitet !
Utallige blinde vinsmagninger har igen og igen vist, at naturligvis er der undtagelser for reglen,
men langt overvejende får man altså bedre vin jo mere man betaler for den.
Om det så er pengene værd, må jo være op til den enkelte at bedømme.

Per Sørensen

 

 

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *