1000 kr smagning i Hørnings private vinklub

Catarratto

Den årlige 1000 kr smagning i Hørninghuset søndag 31. januar 2016

Så lykkedes det mig endnu engang at blive inviteret med i Hørninghusets private vinklub.
Denne gang var min gode ven Lars fra Vinparkens smagepanel også inviteret.
Vi skulle nu deltage i den legendariske 1000 kr smagning der afholdes en gang om året.

Tro mig, det er en helt enestående oplevelse, at få lov til at sidde sammen med ligesindede,
og nyde den ene klassevin efter den anden, til en fantastisk menu, frembragt af mesteren Peter Hørning.

Vi var denne gang 7 deltagere, der hver havde taget en vin med til minimum 1000 kr.
De medbragte vine var udvalgt til og blev nydt sammen med en 6 retters menu.
Dette gik op i en højere enhed, fordi der blev serveret 2 vine til hovedretten.

Sidste gang jeg lavede et blogindslag fra en smagning i den private Hørningklub,
måtte jeg beklage at der manglede et par billeder, som følge af, at jeg havde svært ved,
både at skulle være nærværende, og samtidig huske at tage billeder undervejs.
Derfor allierede jeg mig Lars, der denne gang har taget billeder af vin-etiketterne.

A1000

Det var Peter Hørning der åbnede ballet i danseskolen.
Der var hurtigt bred enighed om at der måtte være tale om en Champagne.
Vi fik endnu engang bekræftet reglen om, at hvis en Champagne skal være god, så skal man op i pris.
Og der var her tale om en dejlig velsmagende Champagne med små fine bobler.
Jo længere den fik lov at stå i glasset, jo mere fremtrædende blev den karakteristiske duft af rugbrød.
Det var i øvrigt et perfekt match til starteren.

Mad1

Den første ret var Østers Rockefeller.
Peter havde bevidst spurgt efter de største østers på torvet.
Det lyder måske lidt fortærsket når jeg siger det, men dette er uden sidestykke den bedste starter jeg har fået i meget lang tid !
F… det var godt !
Kombinationen af delikate ingredienser som østers og spinat og ost gik op i en højere enhed.
Jeg kan varmt anbefale denne ret, og det er en ret som man selv kan lave, ved at følge opskriften i Peter Hørnings kogebog.
Peter Hørnings kogebog kan i øvrigt også købes her i Vinparken.

B1000

Den efterfølgende vin var den som jeg sammen med dessertvinen vil betegne som aftenens bedste oplevelse.
En fantastisk parlette af både mineralske og andre aromaer.
Jeg var helt fra starten overbevist om at det måtte være en Meursault, hvilket kun var ca. 100 km ved siden af. 😉
Der var fra starten bred enighed om at der var tale om en Chardonnay fra Bourgogne.
Der blev talt om både Pouilly Fume og Meursault.

Mad2

Den anden ret var Grillet Pighvar med hummerbisque og asparges .
MUMS, det var “næsten” lige så godt som starteren.

C1000

En fantastisk vin der angiveligt skulle have høstet hele 98/99 point fra Robert Parker.
Jeg startede selv med en udmelding om at det var en Syrah/Shiraz.
Da dette ikke umiddelbart blev godkendt, var mit næste bud at der var tale om en Cabernet Sauvignon.
Vi fik så at vide, at der faktisk var tale om et blend lavet på Shiraz/Cabernet 🙂

Mad3

Den 3. ret var Langtidsstegt Kalveskank med blomkål/peberrod og jordskokkechips.
Endnu en stor kulinarisk oplevelse.

D1000

En dejlig kraftig vin fra Verdens ende.
Det var overvejende enighed om at der måtte være tale om en vin fra Bordeaux.
Det blev talt om Gironde-flodens højre bred og der blev talt om St.-Emilion.
Men det viste sig at være et Bordeaux-blend fra Napa Valley.

E1000

Og dette var så mit bidrag. Chateau de Cayx Royale 2011.
Jeg var igennem adskillige overvejelser inden mit endelige valg faldt på denne vin.
Jeg må nok indrømme at der lidt var tale om en drille handling.
Der florerer en generel holdning om at Chateau Cayx kun er kendt på grund af Prins Henrik,
og at de i øvrigt ikke kan lave noget ordenligt vin (Læs: surt p..).
I øvrigt har både Peter Hørning og 007 givet udtryk for, at de ikke bryder sig om vin lavet på Malbec.
Så med odds imod mig, tog jeg alligevel chancen og købte en Chateau Cayx til 1500 kr.
Faktisk havde jeg en samtale med 2 af deltagerne umiddelbart inden middagen,
hvor der igen, uden at jeg havde fremprovokeret emnet, blev udtrykt mishag ved  Chateau Cayx.
Men spørgsmålet er så om vinen faldt igennem, eller om den kunne klare det ellers fine selskab.
Jeg synes ikke at vinen var helt så kraftig og tanninholdig som jeg havde forventet.
Måske fordi jeg fik serveret den lige en anelse for koldt. Men den stod og udviklede sig i glasset.
Og jeg vil på ingen måde sige at den faldt igennem, og både Peter Hørning og 007 sagde at den smagte godt.
Faktisk udtrykte 007 bramfrit: “Den smager røv-godt” 🙂

Mad4

Den 4. ret var Oksemørbrad med skysovs og kartoffelsouffle.
Velsmagende som altid. Men her vil jeg især fremhæve kartoffel-tingen.
Jeg synes ofte at den slags bliver en ligegyldig halvsmattet klat.
Men her var kartoflen ikke blød og udkogt men stadig med lidt bid. Godt indslag !

F1000

Dette var en ganske fin vin, men jeg synes måske at den var en anelse for “let” til osten.

Mad5

Den 5. ret var Bløde oste med citron-marineret pære.
Den citron-pære smager altså virkelig godt og er et fint match til ost.

G1000

Dette var efter min mening klart aftenens højdespringer på vinsiden.
En ualmindelig velsmagende Tawny, med en hel række smagsindtryk der bliver ved med at komme og komme.
Selv “Tvede” der normalt sværger til Colheita, måtte overgive sig og vedkende at dette var rigtig godt.
Den generelle holdning var at der måtte være tale om en Portvin.
Jeg var sammen med et par andre inde over, at det måske kunne være en Riversaltes vin.
Der var ingen der var bare i nærheden af Australien.

Mad6

Den 6. ret var Chokoladekage i 2 textur’er.
Jeg kan huske, at min nu hedengangne far sagde, at en god håndværker kendetegnes ved, at han kan rette sine egne fejl,
og dermed ikke behøver at smide emnet i “brok-kassen”.
Da Peter tog denne dessert ud af fryseren, så den ikke helt ud som den skulle.
Men det lykkedes ham jo alligevel at få serveret nogle meget fine desserter.

Som noget af det sidste, inden vi sluttede denne forrygende aften, spurgte Peter, om vi ville være med på at deltage igen om et år.
Og jeg kan for mit vedkommende kun svare et meget stort JA.
Det var virkelig en oplevelse som jeg meget gerne vil prøve igen 🙂

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *